Gå til forsiden
MENU
Banner_fire_pix

DEBAT: VM-landsholdet står på skuldrene af 126.000 frivillige

Når herrelandsholdet i dag løber på banen på verdens største fodboldscene i Moskva, har landets fodboldfrivillige en stor del af æren.

VM2018_DK-AUS.jpg

Jubel ved 1-0 scoring mod Australien ved VM i Rusland 2018.

AF: METTE BOCK, KULTURMINISTER (LA) OG JESPER MØLLER, FORMAND FOR DANSK BOLDSPIL-UNION

 

For uden de frivillige var klubber og idrætsforeninger ude af stand til at drive det daglige fodbold- og talentarbejde, der gør drenge og piger til landsholdsspillere og VM-stjerner.

Dansk fodbold er mere end stjernerne på Herre- og Kvindelandsholdet. Fodbold-Danmark tæller alt fra små piger og drenge, unge, voksne og ældre, talenter og de, der blot spiller for at være med. Men fodbolden tæller også de mange tusinde frivillige, der dagligt gør en indsats for at få stort og småt til at hænge sammen ude i klubberne. Og så nyder fodbolden heldigvis også stor opbakning rundt i landet fra kommuner og det lokale erhvervsliv, der sikrer de afgørende rammerne for, at bolden overhovedet triller.

Fodboldsporten har Danmarks største frivillighedssektor med godt 126.000 frivillige rundt om i landets 1643 fodboldklubber. Hver eneste dag gør de fodbold i Danmark muligt, fordi de bidrager med langt mere end tøjvask, brygning af kaffe og godt humør. De arbejder nemlig, hvad der svarer til 17,5 mio. timer om året. Hvis arbejdsindsatsen var lønnet, ville den koste samfundet 4,1 mia. kroner. Det viser beregninger, analysebureauet Damvad Analytics, har lavet for Dansk Boldspil-Union.

VM i fodbold er en folkefest, som vi er glade og stolte over at være en del af. Men VM-succes er samtidig lig med succes for den danske model for frivillighed og foreningsliv. Vores stolte tradition hvor den enkeltes arbejdsindsats alene er båret af glæde, stolthed og passion - og lysten til at gøre en forskel for andre.

De frivilliges indsats er på den måde også altgørende for, at Dansk Boldspil-Unions mange projekter kan gøre en forskel i samfundet. Det sker, når eksempelvis 'FC Prostata', der er et rehabiliteringsforløb for mænd med prostatakræft, mødes og triller bold, eller når vi i samarbejde med Red Barnet hjælper børn, der er afskåret fra foreningslivet af enten sociale, økonomiske eller kulturelle årsager, til at blive en del af fællesskabet med 'Plads til Alle'. Når vi afvikler særlige Get2 fodboldskoler i udsatte boligområder, eller samarbejder med Mary Fonden om at undgå mobning og sikre børns trivsel. Eller når DBU, DIF, DGI og kommunerne arbejder tæt sammen for at mobilisere Danmark til mere fysisk aktivitet i initiativet Bevæg dig for livet. Alle vegne spiller de frivillige en afgørende rolle.

Så når vi i denne tid fejrer store fodboldresultater, handler det ikke kun om at takke vores VM-stjerner. Det handler også om at sige tak til de mange frivillige, der er grundlaget for succesen. De der stod klar, da Christian Eriksen i Middelfart, Pione Sisto i Tjørring og Simon Kjær i Horsens som små første gang snørede støvlerne.

Og aftrykket efter de frivilliges indsats ses bredt i fodbolden. Da kvinderne vandt EM-sølv sidste sommer, og når de forhåbentlig kvalificerer sig til det kommende kvinde-VM. Og vi ser det løbende hos U21-landsholdet og de yngre u-landshold, hvor talentarbejdet i disse år bærer frugt. Det lover godt for fremtiden. Men det der for alvor gør os fortrøstningsfulde, er det store engagement hos de frivillige. Uden dem, intet landshold.

Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark d. 26. juni 2018.

Seneste nyt fra "Debat"