Gå til forsiden
Nyt herobanner

Børnefodbold får millioner af Herrelandsholdet

Som en del af landsholdsaftalen, vil de danske spillere fra Herrelandsholdet donere en sum af deres EM-bonus til børn i breddefodbolden.

KJÆR AUTOGRAF

Foto: fodboldbilleder.dk

AF: Michelle Thygesen

 

Børnestrategi, fodboldskoler og et pigeprojekt er blot nogle af de initiativer, som Herrelandsholdet donerer et millionbeløb til. Det sker som en del af landsholdsaftalen mellem DBU og Spillerforeningen.


Her lyder aftalen, at der afsættes fem millioner kroner til at understøtte børnefodboldprojekter. Og fordelingen af de fem millioner kroner er nu besluttet i samarbejde mellem DBU Bredde og Spillerrådet for Herrelandsholdet.


Tre millioner kroner går til børnestrategi, en million kroner til DBU Fodboldskoler, 500.000 kr. til ’Bold & Bevægelse’, mens 450.000 doneres til ’Fantastisk Fodboldstart for Piger’.


Anfører for Herrelandsholdet, Simon Kjær, er glad for, at spillere kan være med til at støtte børnefodbolden i Danmark:


”Det betyder rigtig meget for os spillere, at vi kan være med til at give noget tilbage. Både for klubberne men i særdeleshed for dem, det hele handler om, nemlig børnene. Vi husker allesammen på landsholdet de fantastiske oplevelser med børnefodbold, og det er dejligt, hvis vi kan være med til at gøre en positiv forskel for dem.”

 

Børnetrænere og børnefodbold i fokus

Den største portion penge går til ’Den nye børnestrategi’, der især skal støtte udviklingen af børnefodbolden, trænerdelen, træneradfærd og initiativer om børns sikkerhed og tryghed, mens de helt yngste tilgodeses til ’Bold og Bevægelse’ og ikke mindst piger i dansk fodbold, der blandt andet skal sikres et godt klubmiljø. 


Og det glæder Peter Møller, der er Fodbolddirektør i DBU, at det lige netop er børnefodbolden, der er prioriteret:


”Det er fantastisk, at spillerne vælger at give noget tilbage og ovenikøbet til noget, som de selv kommer fra. Landsholdet står på skuldrene af børnene – det er holdets fremtid. Børnefodbolden er vigtig for hele fodboldens fødekæde, og jeg ved, at det betyder meget for spillerne, at de kan være med til at styrke den del og samtidigt gøre det sjovere og bedre for børn at gå til fodbold,” udtaler Peter Møller.


Og Michael Sahl Hansen, der er direktør i Spillerforeningen, stemmer i:


"Vi ved, at det betyder rigtig meget for spillerne, at kunne give noget tilbage til rødderne, og derfor er det dejligt, at der i landsholdsaftalen er allokeret en sum penge, som spillerne kan give til gode og vigtige fodboldprojekter. Derfor er det glædeligt, at det nu sker," siger Michael Sahl Hansen.

Spillerne donerer desuden en million kroner til fodboldskolerne, der skal blive endnu bedre og for flere børn, så også den alleryngste målgruppe kan få lov at prøve det populære sommertilbud og komme på ’Mikrofodboldskole’.


At der netop lander lidt ekstra midler hos DBU’s Fodboldskoler, gør bestemt ikke noget, mener 29-årige Mads Hamann, der er fodboldskoleleder i FC Silkeborg:


”Jeg synes, det er en kæmpe gevinst for fodboldskolerne. Flere midler vil gøre, at trænerne får flere muligheder og børnene får en endnu bedre uge. Og det er det allervigtigste. For når man har glade børn, bliver trænerne også glade,” siger fodboldskolelederen.



Faktaboks

’Den nye Børnestrategi’: 3 mio. kr.
Strategien skal især støtte udviklingen af børnefodbolden, trænerdelen, træneradfærd og initiativer om børns sikkerhed og tryghed.


Fodboldskoler herunder Mikro - Get2- og Futsal-fodboldskoler: 1 mio. kr.
DBU’s fodboldskoler skal være endnu bedre, mere fleksible, følge med tiden, udvikle sig og også være for den yngste aldersgruppe. Og som noget nyt skal der udvikles Futsal-fodboldskoler.


’Bold & Bevægelse’: 500.000 kr.
Mere end 5.500 børn mellem to og fire år går til ’Bold & Bevægelse’. Her skal endnu flere klubber have muligheden for at starte projektet op samt vejledning og introduktion hertil.


’Fantastisk Fodboldstart for Piger’: 450.000 kr.
Større indsats for at introducere samt fastholde piger i fodboldklubben. Her spiller især træneren, træningen, klubmiljøet samt forældrene en stor rolle.

Seneste nyt fra "Foreningsdanmark"