Gå til forsiden
Nyt herobanner

Fodboldprojekt vinder pris for at få unge i job og uddannelse

'Fodbold for Fremtiden' er et stærkt samarbejde mellem Haderslev Fodboldklub og Haderslev Kommune. Projektet har så stor succes med at få unge ud af offentlig forsørgelse, at det nu vinder årets 'En Del af Noget Større'-pris.

Fodbold For Fremtiden

Projektets unge, flankeret af Henrik Lorentsen fra Haderslev Boldklub og Allan Kyster fra Haderslev Kommune.

AF: Anne Tjell
En fodboldklub plus en kommune = 17 ud af 26 unge, der nu er ude af offentlig forsørgelse. Det er baggrunden for, at 'Fodbold for Fremtiden' vinder 'En Del af Noget Større'-prisen. Prisen gives hvert år til et projekt eller en person, som er med til at løfte et vigtigt samfundsmæssigt ansvar og gøre en forskel igennem fodbolden.

Fællesskab og fodbold er vejen frem for de unge
'Fodbold for Fremtiden' har igennem et halvt år samlet en gruppe unge med eksempelvis depression, en ødelagt skulder eller en kaotisk barndom med sig i baggagen. De unge har snøret støvlerne og er løbet på banen flere gange om ugen. De er blevet en del af et fællesskab med andre unge, og de har været til samtaler og fået hjælp til, hvad de skal sigte efter fremover. Alt dette har været medvirkende til, at de unge har fået et netværk, større selvtillid og ultimativt kan komme ud af offentlig forsørgelse. 

Daniel Isaksen har nu fået en læreplads
29-årige Daniel Isaksen er en af de unge, som har nydt godt af at være med i 'Fodbold for Fremtiden'. Før projektet havde han aldrig haft et job, men kan nu klare sig selv:
"Det er et rigtig godt projekt. Jeg har haft nogen, der troede på mig, som har skubbet mig i den rigtige retning, og som har været der for mig hele vejen. Det betyder, at jeg nu har fået læreplads", fortæller Daniel.

Anerkendelse for at tage del i samfundet
Foruden æren, følger der også 25.000 kroner med en 'En Del af Noget Større' prisen. Næstformand i DBU, Bent Clausen, siger ved overrækkelse af prisen til 'Fodbold for Fremtiden':

Det er vigtigt, at vi viser, at fodbolden kan spille en afgørende rolle i samfundet. Så derfor vil vi gerne sige tak og belønne Haderslev Fodboldklub og Haderslev Kommune for indsatsen. Vi ved dog, at rigtig mange andre klubber gør også et stort stykke arbejde, og de fortjener også et skulderklap for at være "En Del af Noget Større," siger Bent Clausen.

Mere fodbold i fremtiden

I Haderslev trækker en ny gruppe af unge snart i træningstøjet og bliver en del af projektet, som  løbende bliver udbredt til flere kommuner og klubber.
'Fodbold for Fremtiden' får stafetten fra sidste års vinder: 'Fodbold, Dannelse og Integration' i Nykøbing Falster.
Projektet er støttet af VELUX FONDEN.
Fire stærke initiativer har været nomineret til prisen i år. Hatten af for de andre nominerede: 'Brug Bolden - Fodbold for Demente' i Aarhus, 'Lyngby Boldklubs Samarbejdsskoler' og 'Nørrebro United Warriors'.

Seneste nyt fra "Foreningsdanmark"