Gå til forsiden
Nyt banner

Homofobiske tilråb er et problem i dansk fodbold

Der er ikke langt mellem ord som ’svans’ og ’bøsserøv’, når der spilles kampe i dansk breddefodbold. Det viser en rekordstor undersøgelse, der har analyseret diversiteten i den specifikke sportsgren på tværs af køn, alder og geografi.

Regnbueflag
AF: DBU Kommunikation

 

”Jeg er i tvivl, om fodboldverdenen er for sådan en som mig.”

Andreas Eilenberger er 27 år og spiller fodbold. Og så er han homoseksuel. En sjældenhed blandt mandlige fodboldspillere, hvor omtrent én procent er tiltrukket af sit eget køn, men hvor knap halvdelen af homoseksuelle i dansk fodbold oplever diskriminerende sprog i relation til deres seksualitet, og hvor 25 procent af dem føler sig direkte krænket af jargonen på banen.  

Tallene stammer fra en ny undersøgelse, der er gennemført uvildigt af Kantar Gallup for DBU.

”Det kan godt være en blandet fornøjelse at være homoseksuel i fodboldens verden. Jeg har oplevet, at folk har råbt ’bøsserøv’ og generelt lægger afstand til det svage, feminine og stereotype i forhold til at være homoseksuel. Både som spiller og som fan på stadion,” fortæller den 27-årige fodboldspiller.

Men der er en helt enkelt forklaring på det diskriminerende sprogbrug, forklarer Bjarke Oxlund, der er professor i antropologi ved Københavns Universitet:

”Fordi fodbolden er defineret som en maskulin sport, så er fodboldens dyder at være maskulin. Så hvis man skal sige noget grimt om nogen, så skal man sige noget grimt i relation til noget kvindeligt. Det gør sig gældende i forhold til homoseksuelle mænd, som regnes som feminine. Så når der eksempelvis bliver råbt ’bøsserøv’, så handler det om at sige, at man er dårlig.”

Men det gælder ikke for alle homoseksuelle i fodboldens verden, forklarer antropologen:

”Symbolsk er det anderledes for kvindelige fodboldspillere, hvor det at være lesbisk ikke udgør et problem. Det handler om at gå til den. Derfor er det ikke lige så udskammet at være maskulin kvinde i fodbold som at være feminin mand.”

 

Fra fodboldklub til Pan Idræt

Andreas Eilenberger er opvokset i hovedstaden og har spillet fodbold, siden han var seks år gammel. Men med tiden har han skiftet den almindelige fodboldklub ud med Pan Idræt, hvor kernemedlemsskaren er homoseksuelle idrætsudøvere:

”Jeg begyndte, fordi jeg gerne ville være et sted, hvor det ikke var et issue, at jeg var homoseksuel. Og jeg ville gerne have et socialt fællesskab. Det er ikke, fordi jeg føler, at der ikke er plads til mig i en klub. Men det er klart, at det er rart at komme et sted hen, hvor man ikke skal forklare, hvem man er, og jeg har fået et stærkere socialt fællesskab og en grundlæggende tryghed og en større ro, når jeg går på banen.”

Som formand for Pan Idræt er Christian Bigom ikke overrasket over behandlingen af homoseksuelle i dansk fodbold. Og heller ikke over, at undersøgelsen viser, at hver tredje homoseksuelle føler sig dårligere behandlet end heteroseksuelle:

”Det kommer ikke bag på mig, fordi det er også den historie, som vores medlemmer fortæller. De oplever at føle sig udenfor og blive ekskluderet fra fællesskabet. Og vi må ikke glemme, at sproget er med til at skabe virkeligheden. Hvis der er negativt sprogbrug, så bliver det negativt at være homoseksuel på et fodboldhold,” forklarer Christian Bigom. 

 

Homofobien ud af banen

Sammen med Pan Idræt, Spillerforeningen og Amnesty med flere har DBU siden 2014 samarbejdet om at sparke homofobien ud af banen. Både herre- og kvindelandsholdspillere har spillet landskampe med regnbuefarvede anførerbind, og der er lavet kampagner, events og forskning for et mere mangfoldigt fodboldmiljø. Det arbejde fortsætter. Men selvom der bliver gjort et kæmpe stykke arbejde for at vise, at fodbold er en sport for alle, så er der stadig udfordringer med homofobisk sprogbrug i dansk fodbold, mener Andreas Eilenberger:

”Fankulturen er en ret stor udfordring, hvor der stadig bliver råbt nedsættende ord. Og hvis man så er ungdomsspiller, kan man da godt tænke, om det er et sted for en. Og så er det også en stor udfordring, at der mangler forbilleder, for statistisk set, så er de der.”

Formanden for Pan Idræt mener, at man kan komme problemet til livs ved at sætte fokus på sproget på banen, pointerer han:

”Hvis ikke trænere i klubben siger fra over for spillere eller børns forældre på sidelinjen, så kommer det til at tage mange årtier, for at få ændret kulturen. For hvis børn får lov til at råbe ’svans’, er det svært at ændre på voksnes adfærd. Så man skal tage samtalen i klubben og få skabt en virkelighed, hvor den negative jargon ikke er velset. Sproget skaber virkeligheden. Det skal man være bevidst om.”

Undersøgelsen af diversiteten i dansk fodbold er spritny. Men med den målrettede indsats for at skabe plads til alle i idrætslivet vil en lignende undersøgelse se markant anderledes ud, hvis man laver den igen om blot 10 år, siger Bjarke Oxlund:

”Jeg råber hurra og klapper i mine hænder over, at dansk idræt har sat sig for, at fællesskabet er for alle. Der har været en enorm bevægelse i dansk idræt og fodbold især. Det er ikke mange år siden, at DBU sagde, at der ikke var homoseksuelle i dansk fodbold. Nu fører man kampagner, laver undersøgelser og programmer for ledere i klubberne. Det er en revolution, og det er flot, at DBU er gået fra bagstræberi til at være frontrunner og bannerfører på diversitet.”

                                

Seneste nyt fra "Foreningsdanmark"