Gå til forsiden
Nyt herobanner

Landsholdsspillere hylder barndomsklubber

Med under en måned til historiens første EM-kamp på dansk jord, vil Herrelandsholdet hylde deres barndomsklubber og vise vejen fra lille purk til international fodboldstjerne.

Børne Collage

Billede: Privatfotos.

AF: Michelle Thygesen

 

Klubber som Lund, Sædding-Guldager og BK Skjold er skiftet ud med AC Milan, FC Barcelona og Tottenham, men det betyder bestemt ikke, at landsholdsspillerne har glemt deres rødder og hvor de kommer fra.

Derfor vil spillerne på Herrelandsholdet frem mod og under EM benytte lejligheden til at hædre og hylde deres barndomsklubber og vise, hvor de kommer fra. For det er i breddeklubberne, at grundstenen for landsholdene bliver lagt. Og det vil Herrelandsholdet gerne hylde frem mod EM-slutrunden på hjemmebane.

Det sker med forskellige elementer som billeder fra barndomsklubberne, tidligere trænere på tribunen til testkamp inden EM begynder samt interviews om deres tidligere fodboldkarriere.

Og det er der en helt særlig grund til, forklarer Simon Kjær, der er anfører for Herrelandsholdet:

”De klubber, hvor vi voksede op som børn og unge, har spillet en vigtig rolle for os alle. Som børn, som mennesker - og som fodboldspillere. Det er der, drømmene er begyndt. Uden de klubber - og uden menneskene i klubberne - havde vi i dag ikke været, hvor vi er, og det er vigtigt at huske. Det er vi enormt taknemmelige for, og derfor er det vigtigt for os at give dem noget velfortjent opmærksomhed,” siger Simon Kjær og fortsætter:

”Vi glæder os helt vildt til at spille EM i Danmark. Vi er hele Danmarks landshold, og vi håber, at vi kan være med til at samle danskerne til vores kampe og ikke mindst vise en masse børn og unge fodboldspillere, at alle landsholdsspillere også begynder i en breddeklub og ikke starter på den store internationale fodboldscene,” siger Simon Kjær.

Du kan følge landsholdsspillernes hyldest til barndomsklubberne på DBU’s sociale medier og dbu.dk.

Seneste nyt fra "Foreningsdanmark"