Gå til forsiden
Nyt banner

Fra ghetto til græsplæne - fodbold hjælper børn i udsatte områder

850 børn skal i løbet af sommeren spille fodbold og være en del af et fællesskab, når DBU’s Get2 Fodboldskole løber af stablen.

get2_dreng+pige.jpg
AF: Michelle Thygesen

 

Når DIF og DBU sommeren over sparker årets Get2 Fodboldskoler i gang, handler det i høj grad om fodboldglade børn, fællesskab og nye kammeratskaber i nogle af landets mest udsatte boligområder. 

På sidste års Get2 Fodboldskole deltog 805 piger og drenge i alderen syv til 14 år, og i år forventes deltagerantallet af stige til 850 børn, når skolerne er i gang i uge 27-32. 

Sidste år var en fjerdedel af både spillere og trænere piger og kvinder. En stor fremgang siden 2015, hvor blot én Get2 Fodboldskole havde piger som deltagere. Tilgangen af et stigende antal piger skyldes, at klubberne har arbejdet på at tiltrække netop piger, og at det er lykkedes at få flere kvindelig ledere og trænere på fodboldskolerne. Og det er en udvikling, der begejstrer næstformand i DBU, Bent Clausen. 

”Vi er glade for, at Get2 Fodboldskoler omfavner både piger og drenge. For fodbold skal være for alle, og det er netop det, vi forsøger med DBU’s Get2 Fodboldskoler, der består af fodbold men i særdeleshed også fællesskab børnene imellem,” fortæller Bent Clausen, der udover at være næstformand i DBU også er bestyrelsesmedlem i DIF. 

DBU har i mere end 25 år afviklet fodboldskoler for mere end 500.000 børn over hele landet.

Det er dog ikke alle børn i Danmark, der af økonomiske årsager har mulighed for at deltage på en almindelig fodboldskole. Derfor afholder DBU i samarbejde med DIF get2sport og lokale fodboldklubber for ottende år i træk særlige fodboldskoler for børn, der bor i udsatte boligområder.

Get2 Fodboldskolerne følger samme koncept som de gængse fodboldskoler bortset fra, at deltagerne bliver rekrutteret og kun betaler et symbolsk beløb for at deltage.

Målet er at give børnene en uge i sommerferien med masser af oplevelser og at inkludere samt fastholde børnene i dansk foreningsidræt.

Oversigt over DBU’s Get2 Fodboldskolers afviklingsuger:

Uge 27: BK Union / Brønshøj BK, Høje Taastrup IF, ACFC
Uge 29: IF92 og Haderslev FK
Uge 31: AaB og Høje Kolstrup B81
Uge 32: PDIF, Kolding og Munkevængets Fritids- og Idrætsforening, Værebro BK, Hundige BK og Toreby Grænge BK.

Senere på sommeren afholder Aarhus Syd også Get2 Fodboldskole. 

Fakta om Get2 Fodboldskole

- DBU’s Get2 Fodboldskoler afholdes i samarbejde med DIF get2sport, der støttes af Udlændinge- og Integrationsministeriet og Nordea-fonden.

- DBU’s Get2 Fodboldskoler ligner almindelige DBU Fodboldskoler, men de adskiller sig, idet de er målrettet børn i udsatte boligområder.- DBU’s Get2 Fodboldskoler afholdes i et samarbejde mellem den lokale klub, DBU og DIF get2sport, som bidrager med finansiering og rådgivning.

- Get2 Fodboldskolerne så dagens lys i 2011 og afvikles dermed for ottende år i træk.

- I år afholdes skolerne i Aalborg, Aarhus, Kolding, Esbjerg, Haderslev, Aabenraa, Odense Bagsværd, Greve, København, Taastrup og Guldborgsund.

- Der forventes at deltage ca. 850 piger og drenge på DBU’s Get2 Fodboldskoler 2018. 

Seneste nyt fra "Integration"