Gå til forsiden
MENU
Banner_fire_pix

Fodboldfonden gør en forskel for danske familier

Socialt udsatte børn er et absolut hovedfokus for Fodboldfonden, når de afholder deres årlige velgørenhedsgalla, hvor de samler penge ind til stor glæde og gavn for danske familier. Blandt dem, der har fået en hjælpende hånd, er familien Westergaard.

Fodboldfonden case ny

Jonas og June til landskamp mod Irland i efteråret 2018. Foto: Privat.

AF: Michelle Thygesen

 

”Der er rigtig mange ting, jeg bliver nødt til at sige nej til. For eksempel at købe en pizza, hvis det skal være nemt til aftensmad, besøge familie på Sjælland på grund af udgifter til broen, ferier og ture til forlystelsesparker. Derfor betyder hjælpen fra Fodboldfonden rigtig meget.”

Familien Westergaard er som mange andre familier. En mor, to børn, hus, have og alt, hvad der følger med.  Men for få år tilbage mister June Xenia Westergaard, der er mor til Casper og Jonas, sit arbejde som sygeplejerske grundet arbejdsrelateret stress. Indtægten falder drastisk, og Tivoli-ture bliver til tv-hygge, fortæller June Xenia Westergaard.

Derfor får familien mulighed for at få hjælp fra Fodboldfonden, der arbejder tæt sammen med Børnesagens Fællesråd, som har fokus på børnefattigdom. Sammen arbejder de to organisationer for at hjælpe socialt udsatte børn i Danmark og skabe bedre vilkår, for målet er, at alle børn skal vokse op under trygge, kærlige og omsorgsfulde rammer.

 

Ingen Fodboldfond – ingen oplevelser

Fodboldskole, landskampe og besøg på til Den Blå Planet er blot nogle af de oplevelser, som Fodboldfonden har været med til at give familien Westergaard, som tæller Casper, Jonas og June. Og som mor til to drenge på 12 og 15 år, betyder oplevelserne rigtig meget, siger June Xenia Westergaard:

”Når vi gennem Fodboldfonden får de muligheder og oplevelser, føler jeg ikke, at vi er anderledes end andre familier, eller at mine drenge er uden for. Jeg føler, de er ligeværdige med de andre børn. Det synes jeg er enormt vigtigt, og derfor betyder oplevelserne rigtig meget.”

Jonas på 15 år er også meget taknemlig for Fodboldfondens hjælp:

”Det er helt vildt, fordi vi kan opleve noget andet i weekenden, og det er super fedt.”

Jonas Westergaard er stor fodboldfan. Han træner de yngste poder op til otte år i den lokale fodboldklub, og han ser meget op til verdensstjernen Christian Eriksen. Fodbold fylder meget i den unge knægts liv, og Fodboldfondens hjælp betyder også mere end som så:

”Normalt er vi meget hjemme, men nu kan vi få oplevelser sammen som familie,” siger 15-årige Jonas Westergaard.

 

Samme muligheder for alle

Det er ikke uden omkostninger, at June Xenia Westergaard har mistet sit job og går hjemme, fortæller hun:

”Med Fodboldfondens hjælp får jeg mulighed for at sidestille mine børn med andre børn. De giver oplevelser i hverdagen, som jeg ikke selv har mulighed for, fordi jeg er økonomisk ramt.”

Og selvom hverdagen til tider kan være op ad bakke, så prøver familien at se lyst på det:

”Man kan sige mange negative ting om at være sygemeldt og være hjemme. Det positive, ved det, er, at jeg er meget i hjemme. Jeg er der 100 procent for mine drenge, og de kan altid regne med mig,” afslutter June Xenia Westergaard.

Seneste nyt fra "Socialt ansvar"