Gå til forsiden
Nyt banner

Pigernes stemme runger højt på banen

100-året for kvindernes stemmeret fejres med fodboldturnering for kvinder på Christiansborg Slotsplads. DBU´s ligestillingsprojekt ”Pigernes stemme” skal give pigefodboldspillere en væsentlig stemme i debatten.

Nadia_nadim.jpg
AF: DBU Kommunikation

 

På fredag, Grundlovsdag, er det 100 år siden, at danske kvinder fik deres stemmeret. Det markeres med en fodboldturnering for kvinder foran Christiansborg. De 50 tilmeldte kvinder, der tæller alt fra fodboldstjerner til tv-personligheder, skal kæmpe om bolden på små baner. Men de kæmper i høj grad også om ligestilling, frihed og demokrati. Det siger Lykke Friis, pro-rektor på Københavns Universitet og ambassadør for Center for Holdspil og Sundhed.

”Turneringen skal selvfølgelig markere 100-året for kvindernes stemmeret, men i ligeså høj grad være med til at fejre friheden til forskellighed og frihed. Og selvfølgelig fejrer vi også de mange kvinder, der turde gå i forvejen og være de første,” siger Lykke Friis.

Lene Jørgensen var én af dem, der gik forrest og ifølge Lykke Friis står hun som forbillede for dem, der forfølger deres drømme uden at være begrænset af deres køn.

”I 1959 ville Lene Jørgensen bare en ting - spille fodbold. Med andre piger, vel at mærke og ikke bare med drengene i den lokale fodboldklub, hvor hun ind imellem fik lov til at spille med. Derfor skrev hun et brev til Slagelse BI for at få dem til at oprette et fodboldhold for piger. Det forslag blev der dog set stort på bestyrelsen,” fortæller Lykke Friis.

 

Pigernes stemme

Næsten 70 år senere snører kvinderne igen støvlerne foran Christiansborg. Lene Jørgensen stoppede tidligt sin fodboldkarriere, men kampen om at få accept af pige- og kvindefodbolden både på og udenfor banen er en kamp, der fortsætter den dag i dag med nyt DBU-projekt, fortæller Mette Bach Kjær, medlem af DBU´s bestyrelse og formand for Kvindeelite.

”Vi skal hver dag kæmpe for, at pige- og kvindefodbolden bliver mere accepteret og anerkendt, på et højere niveau. Både når det kommer til forhold, tilskuertal og medlemstal. DBU igangsætter samtidigt et nyt projekt ”Pigernes stemme”, som skal være med til at give pigerne en medbestemmelse i fodbolden, så vi kan gøre sporten endnu mere attraktiv for de piger, der allerede spiller og dem, der vælger fodbolden i fremtiden,” siger Mette Bach Kjær.

”Pigernes Stemme” samler 100 pigefodboldspillere, der som fokusgruppe skal komme med forslag til forbedringer til fodbolden som sportsgren – både administrativt, socialt og praktisk. Målet er, at piger, der spiller fodbold, skal føle sig hørt i den hidtil herredominerede sport og være med til at skabe deres egne rammer for en sport, som Lene Jørgensen ville være stolt af den dag i dag.  

 

Fakta om ”Pigernes Stemme”

  • Projektet er et samarbejde mellem Trygfonden, DBU, Københavns Universitet og EIR/Soccer
  • 100 piger skal i samarbejde med voksne rollemodeller bidrage med input til en bedre fremtid for kvindefodbolden
  • Projekter sparkes i gang ultimo juni 2015

Seneste nyt fra "Socialt ansvar"