Gå til forsiden
Nyt banner

Udsatte børn skal med i fodboldklubben

Udsatte børn har ofte svært ved at finde vej til foreningslivet. Tuborgfondet bevilliger en million kroner til at videreudvikle et projekt, der skal få de udsatte unge med.

Fodboldstøvler.jpg
AF: DBU Kommunikation

 

I Danmark har vi tradition for, at børn går til sport, spejder eller musik, men en undersøgelse fra Børnerådet viser, at 18 procent af de danske børn ikke går til nogen aktivitet i deres fritid. Det gælder 35 procent af børn i etniske minoriteter og 28 procent af børn med enlige forældre. 

Det er en uheldig tendens. Børn der går til en fritidsaktivitet, trives nemlig bedre og kan være med til at bryde en negativ social arv. Derfor er det vigtigt, at børn fra alle hjørner af samfundet inviteres ind i fritidsaktiviteterne – og bliver der. Det gør Red Barnet og DBU noget ved med initiativet ’Plads til alle’, som de kommende to år skal rulles ud i ’Aktiv Fritid Esbjerg Kommune’ og hjælpe de børn, som har svært ved at komme ind i fritidslivet.

"I Red Barnet ved vi, at fritidsaktiviteter kan hjælpe børn ind i de vigtige sociale netværk. At fodbold for eksempel kan tjene som et universelt sprog, der giver børnene mulighed for tidligt at opbygge relationer og indgå i et fællesskab. Det er med til at give børnene en stabil platform i livet, selvom vilkårene derhjemme ikke er de bedste," siger Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær i Red Barnet.

En undersøgelse fra KORA viser, at Esbjerg sammen med en femtedel af landets øvrige kommuner har den største andel af de mest sårbare børn I Danmark. Der er et helt åbenlyst behov for at styrke det forebyggende sociale arbejde for de børn, og her kan fritidslivets fællesskaber gøre en stor forskel.

Fritidsaktiviteter styrker fællesskaber
’Plads til alle’ samarbejder bredt med det lokale foreningsliv om tilbud til børnene, men fodbold tiltrækker rigtig mange, og DBU tilbyder derfor at ruste fodboldklubber specielt til at kunne inkludere disse børn og fastholde dem i et godt fællesskab.

"Fodbold er et stærkt middel til at styrke fællesskaber og favne alle typer børn og unge. Vi er som organisation og som lokale fodboldklubber en del af samfundet, og det har altid været en del af vores DNA at løfte sociale opgaver og tage vare på udsatte grupper," siger Bent Clausen, formand for DBU Jylland.

Han suppleres af DBU’s administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, der har underskrevet aftalen på DBU’s vegne:

"Fodbold er fantastisk til at styrke fællesskaber på tværs af alle børn og unge – også dem, der kan have det svært i hverdagen. Vi vil sammen med vores klubber og lokalunioner gerne bidrage til at løfte sociale opgaver og tage vare på udsatte grupper af børn og unge," siger Claus Bretton-Meyer.

Og det er netop grunden til at Tuborgfondet er gået ind i samarbejdet med økonomisk støtte.

"Tuborgfondet støtter frivillige ildsjæle, der ligesom os selv tror på fællesskabet. Vi ønsker, at mange flere børn og unge bliver en del af et fællesskab i deres fritid. Og vi tror på, at hvis vi skaber de rigtige rammer, kan vi sammen skabe en positiv udvikling, som hele samfundet får gavn af på sigt," fortæller Anne-Marie Skov, der er direktør i Tuborgfondet.

Esbjerg Kommune prioriterer udsatte børns adgang til fritidslivet højt og har gennem en årrække arbejdet succesfuldt med fritidspas som et led i ’Aktiv Fritid’. Red Barnet og DBU ønsker at bidrage til denne vigtige indsats, så endnu flere udsatte børn kan få en plads i fritidslivet. Hensigten er at få to plus to til at give fem gennem et strategisk samarbejde mellem kommunens tilbud, Red Barnet og DBU.

 

Om ’Plads til alle’:

’Plads til alle’ er oprindeligt udviklet af Red Barnets lokalforening og Kerteminde Kommune. Her har man arbejdet med ’Plads til alle’ siden 2012, og 590 børn er ind til videre hjulpet ind i fritidstilbud gennem projektet – mange af dem med flygtningebaggrund.

Projektets primære målgruppe er 5-12-årige børn, hvis forældre ikke har mulighed for at sikre eller understøtte deres børns deltagelse i fritidslivet, fordi de er syge, fattige, enlige, har en anden etnisk baggrund end dansk eller selv har sociale problemer og står uden for fællesskaber.

Med det nye partnerskab med DBU er målet at få ’Plads til alle’ ud i fodboldklubber i hele landet.

Kommunen betaler typisk for barnets fritidsaktivitet gennem Fripas-ordningen, og laver både opsøgende arbejde blandt udsatte børn og giver fritidsvejledning til familierne. Red Barnet skaffer frivillige, som følger børnene til og fra fritidsaktiviteterne, så børnene får den afgørende gode start. DBU sikrer, at fodboldklubberne er rustet til at tage godt imod børnene, så de finder deres plads i fællesskabet og fastholdes i klubben.

Seneste nyt fra "Socialt ansvar"